Der var engang, hvor vinyl var den eneste måde at lytte til musik på

Når man tænker på, hvordan sådan noget som at optage lyd på blev gjort, så er der faktisk ikke sket den store udvikling, når man ser på det produkt, som man holder i hånden til sidst.

Kvaliteten er blevet meget, meget bedre, og man har digitale måder at indspille på, så man ikke skal gøre det med bånd, som koster mange penge at indspille på, men som udgangspunkt er det stadig en vinyl, som man står med i hånden, som der jo er blevet populær igen.

Man havde så forskellige udgaver, der kunne være af andet materiale, være mindre, tunge og lettere i det.

Men det med at sætte en nål ned i afspilleren og lyde musikken blive afspillet er mere eller mindre det samme, som man gør nu om dage.

Vinylafspilleren blev allemandseje

Skulle man tidligere høre ny musik, så måtte man tænde for radioen og håbe, de spillede den musik, man gerne ville høre, eller man kunne måske ringe ind til radiokanalen for at høre, om de gad spille den musik, man ville høre.

Ellers måtte man gå på datidens danseklubber med videre, hvor man spillede tidens melodier.

Det med at eje musikken selv og have en afspiller til at gøre det på, er faktisk en relativ ny opfindelse.

Nu kan man have al ens musik i ens telefon, men tidligere måtte man tage til takke med en rejsegrammofon eller en diskman, der havde svingede kvalitet, og som man ikke skulle ryste for meget på enheden, før musikken hakkede eller lød dårligt.

Og så ser man nu om dage, hvor folk (igen) sætter pris på, at de skal købe musikken hjem fysisk og sætte den på anlægget for at lytte til den.

Det siger lidt om, at de gamle tendenser kommer igen, for når man er blevet magelig, så ser man jo på, hvordan ens forældre eller bedsteforældre gjorde det, og så gør man det samme.